PRÆSTEN SKRIVER: Noget om at være i sorg

PRÆSTEN SKRIVER: Noget om at være i sorg


# Nyheder
Udgivet torsdag d. 14. november 2019, kl. 11:04

Christian Rubech Hartmeyer-Dinesen, sognepræst (kbf) i Birkerød Sogn

For nogle søndage siden var det Allehelgen. Det er en speciel dag. Mange kirker rundt om i landet inviterer pårørende til Allehelgensgudstjenester, hvor man får lejlighed til at mindes sine døde. Det gjorde vi også herude hos os. Det var – set med mine øjne – en smuk dag. Men også en hård dag for mange.

For det er hårdt at være i sorg. Som præst møder jeg ofte mennesker, når dødsfaldet lige er sket. På det tidspunkt kan man stadig være i en tilstand, som nemmest kan beskrives med at være i chok. Man ved rationelt, at dødsfaldet er sket – men konsekvenser har man endnu ikke indset og mærket. Det er noget, der kommer med tiden.  

For med tiden erfarer man, hvad det vil sige at miste et menneske, som man har holdt meget af. Den tomme stol om aftenen. De manglende telefonopkald. Højtiderne med alle traditionerne. Pludselig står det klart for en, hvad det er, man har mistet. Og man mærker, hvad sorg er. For sorg kan være som en dyne, der lægger sig om en. Sorg kan antage mange former, og vi mennesker reagerer alle forskelligt på den. Men sorg er et grundvilkår for os mennesker. Vi kommer alle – på et eller andet tidspunkt – til at opleve, at et menneske dør fra os. Men det gør ikke, at sorgen bliver nemmere. For ofte forsøger vi at vriste sorgen af os. Jeg tror desværre bare, at det er en opgave, som er tabt på forhånd.

For sorg kan man ikke ryste af. Det er heller ikke meningen, at man skal gøre det. For sorg er kærlighed, der mangler en modtager. At være i sorg er for mig at se at stå et sted, hvor man har hjertet fuld af kærlighed, men mangler et sted at placere den. For personen er væk. Det er smertefuldt. Men spørgsmålet er, om man ville have været det foruden? Om man ville have været foruden at holde så meget af at andet menneske?

Det tror jeg ikke, at der er mange, som ville.  Og derfor er sorg noget, man skal indstille sig på. At personen, man har mistet, ikke kommer tilbage. Og samtidig skal man indstille sig på, at livet aldrig bliver det samme igen. Det er barske realiteter, men sandheden.

Trøsten er dog, at selvom livet aldrig bliver det samme, så bliver der liv igen. Pludselig bliver der atter en tid til at smile. Til at le. Og til at have det godt. Aldrig på den samme måde som før – men på den anden måde. Og man skal give sig selv lov til at komme til det punkt. For det punkt tror jeg kun, at man når til, hvis man lader sorgen have sin plads og ikke forsøger at fortrænge den.

Det er hårdt. Men man må acceptere, at sorgen tager sin plads. Det ene øjeblik kan man grine – og det næste øjeblik græde. Det er naturligt. At være i sorg indebærer, at man ikke altid kan være i kontrol, og det er skræmmende. Men sorgen fører en et sted hen. Ikke til et sted, hvor man har været før. Men et andet sted hvor man også leve. Det er trøsten i sorgen.  

 

FAKTABOKS:

- Man er altid velkommen til at kontakte en præst for en anonym samtale. Præsten har tavshedspligt og fører ingen journal

- Ønsker man at deltage i en sorggruppe med andre, der har mistet, kan man kontakte en præst i sit bopælssogn, der kan visitere til provstiets sorggruppe.