​På vej mod påske

​På vej mod påske


# Gudstjenester
Udgivet torsdag d. 2. april 2020, kl. 09:57
© Niels Larsen Stevns

Kære menighed

Her er vi stadig bag lukkede døre. Nogle er alene derhjemme, måske man er to eller så lidt flere sammen med hjemmeboende børn, der også fordrer sit. Alle er vi afventende håbefulde, men ind imellem kan det ængstelige og modløse tage over nu, hvor alt er forandret og trækker ud i denne corona-tid. En sær udsædvanlig tid, hvor intet rigtigt bliver som ventet. Dog er vi fælles om stærke længsler og ønsker om, at alt må bliver normalt igen, så vi frit kan bevæge os ud i foråret, mødes derude, som flere derhjemme og i kirkerne. Vi må dog vente lidt endnu, ruste os med tålmodighed, tåle–mod, som det også betyder. Men hver for sig og sammen kan vi gøre forskelligt, f.eks. gå ind i påskeugen og følge evangelierne.    

Påskeugen

Palmesøndag er påskens optakt og ouverture til påskeugens mange hændelser, hvor intet bliver som ventet. Kompakt er den, svær at følge og forstå, den kalder også flere spørgsmål frem, end den giver svar, ligesom på anden vis nu. Påskeugen er dramaet over alle dramaer, fuld af kontraster. Den bevæger sig fra liv og hyldest til bange anelser, afmagt og da til domfældelse og død. Til sidst peges der mod det ubegribelige, at døden ikke er det sidste, der skal siges om os, vist med den tomme grav påskemorgen, kristendommens mest gådefulde udsagn og ikon. Her er andet og mere på færde, end hvad vi kan beregne og tænke os til, der kastes nyt lys, ny tydning ind over livet nu, ind over os og vores medmennesker. Det er i lyset af opstandelsen, vi skridt for skridt går ind i påskeugens komplekse og dramatiske fortælling.

Palmesøndag, indledning Det begynder med indtoget i Jerusalem. Det er dog ikke, hvad vi skal læse, lytte til i dag med Markus evangelisten, men lad os lige få forhistorien med. Jesus rider ind i Jerusalem. Jesus hyldes som Messias, den salvede, magtfulde konge, den stærke og længe ventede blandt folket. Han, der skulle gøre op med alt det knugende, indestængte og undertrykkende, besættelsesmagten; romermagten tolkede man det dengang som. Jo, det besættende, der let æder sig ind på håb, glæde og livsmod. Under II. verdenskrig tydede man det som Hitlers Tyskland, i dag vil vi betegne det besættende og undergravende som corona-virussen, der griber om sig. Hver tid har sit at slås med og de fleste også med deres, måske der også brydes med flere stemningsskift og sider. F.eks. hvad skal have ret, vort eget og frihedssøgende her i påsken eller det livgivende fælles bedste? Hvad skal have magt?  Læser man teksten til I. tekstrække, Mattæus kap. 21, 1-9 (f.eks. i Den Danske Salmebog s. 1100) tager Jesus sig nu ikke særlig magtfuld ud. Han kommer stille og sagtmodigt ridende på et æsel ind i den by, han ved, kan koste ham livet. Men han gør det alligevel, med sagte og modige skridt rider han ind, han er vist snarere konge af en anden verden. Det er også hvad Markus evangelisten her til II. tekstrække vil spore os ind på. Tidsmæssigt er Palmesøndag lagt bag, vi befinder os midt i påskeugen, hvor Jesus tager til en landsby lidt uden for Jerusalem, Betania, for at besøge Simon den Spedalske sammen med sine disciple. Her inviteres vi med ind til middagsselskab bag lukkede døre. Prøv at læs.

Palmesøndag II. tekstrække

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:  ”Da Jesus var i Betania i Simon den Spedalskes hus og sad til bords, kom der en kvinde med en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved. Men nogle blev vrede og sagde til hinanden: ”Hvorfor ødsle sådan med olien? Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige.” Og de overfusede hende. Men Jesus sagde: »Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.” Markusevangeliet 14,3-9

Refleksion Et mærkværdigt middagsselskab inviteres vi ind til hos Simon den Spedalske, der med sin smitsomme sygdom har døden ganske tæt på, men Jesus vil åbenbart derind, dele tid og nærvær med ham her. Det er også hvad vi gives at håbe på i sådan en situation, vil Markus bl.a. kaste lys over med sin fortælling. I Simon den Spedalskes hus bliver intet som ventet, døren springer op, en kvinde kommer brasende ind midt i middagen og overøser Jesus med en kostbar salve, olie, til en pris på ca. en årsløn. Hvem hun er vides ikke, men hendes spontane overstrømmende handling vækker uro og stor forargelse blandt disciplene.  Det er, hvad store gaver givet uden for tid og sted kan gøre, især når man ikke kan følge dem; ja, hvis det ikke lige er barnet, der i glæde og spontanitet bare giver. Ellers er vi hurtige til at spørge; ”ligger der noget bag, hvordan skal gaven forstås og tages imod? Forventes der noget til gengæld og i så fald hvad ?” og vil vi da være villige til at betale prisen? Det er tanker og overvejelser vi let vikles ind i og da også for tiden, hvor der er vendt op og ned på vores hverdag. Håb, ønsker og vilje er der til at se det bedste i tingene, men også mismod kan tage over og denne væren på vagt nu, hvor vi skal være ekstra påpasselige. Vi hører, at Jesus tager kvindens handling i forsvar, hendes generøse af hjertet given alt, selvom det i første omgang falder skævt ud, ved siden af. Men det er det spontane ødsle og kærligt givende, der her peges på som det væsentlige og afgørende. Det er grundlæggende det, vi lever af og på og som fylder hjerte, sind og sjæl med håb og livsmod. Det gælder både, når vi er modtagende og givende, om det nu er med et opkald til den, der sidder alene derhjemme bag lukkede døre, eller så med et smil til den forbipasserende eller igen med kreativ opfindsomhed for at glæde andre og holde det fælles levende. Jesus tager kvindens handling til sig, han ser, hvad den rummer af overstrømmende glæde og taknemmelighed. Han er klar over, hvad hun udtrykker og bekender med den kostbare olie, hun salver ham med, netop at han er den sande konge, Messias, Kristus, den, der kan forløse og frisætte det indestængte, vende det modløse til nyt håb og liv. Jesus tager gaven med dens udtryk og bekendelse til sig med et; ”hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen”. Som Jesus lige før så og hørte krukkens forsegling blev brudt, sådan ser han et glimt af, at dødens, gravens forsegling vil brydes påskemorgen. Styrket i dette tager Jesus den generøse gave og opgave til sig for at give sig selv fuldt og helt. Dette i sin ubetingede vilje til livet for os og med os i hver en tid, på hvert et sted, og dette ganske uden efterkrav og beregning.  Så lad os forsøge at skærpe sansen for det kærlige, medmenneskelige og generøse, følge deres spor her i påsken, lytte, give, støtte og lade hjertet råde. Lidt har også ret, det kan udvirke mere, end vi umiddelbart tror. Amen.

Bøn og salmer

Johannes Værges ”bøn i virussens tid” finder jeg forsat givende også i kortere form: Jesus Kristus, vores bror! Da du trådte frem iblandt os mennesker, var det med ordene "frygt ikke!" Og du sagde: "I skal ikke bekymre jer!"  Men din styrke, ét som du var med din himmelske Far, har vi små mennesker ikke. Så vi rammes af bekymring, når en ny sygdom bryder hverdagen op; og vi mærker frygt, fordi vi kender til mennesker, som den nye virus særligt vil true; dem tænker vi på, dem beder vi for.  Og vi beder for os selv: Lad din ånd virke i os, give os ro, låne os glimt af din styrke, så vi kan leve opmærksomt med hinanden, hensynsfuldt og hjælpsomt. Hjælp os til at hvile i dit nærvær, virke i din kærlighed, den du lader alt udstråle fra til tro og håb. Amen.

Hvis vi var samlet her i kirken denne Palmesøndag, ville jeg bl.a. have valgt DDS 176 ”Se, hvor nu Jesus træder” og DDS 635 ”Vær stærk, min sjæl, i denne tid”. Salmerne kan høres og læses på hjemmesiden: www.dendanskesalmebogonline

I salme 635 v. 2 lyder det: ”Giv håbet rum i denne tid, hvor langt du end er nede. Hos den, som taber i sin strid, er Herren skjult tilstede.

Ved Kristi værk du bliver stærk og hviler i Guds fremtid”

Må Gud velsigne jer i denne påske. Alt lyst og godt. 

De bedste hilsener
Inger Merete Hansen, sognepræst ved Birkerød