Tekst og pastorale tanker til Langfredag 2020 (2. tekstrække)

Tekst og pastorale tanker til Langfredag 2020 (2. tekstrække)


# Gudstjenester
Udgivet fredag d. 10. april 2020, kl. 08:00
© Raheel Shakeel from Pixabay

Kære menighed! 

 Så er vi nået til langfredag i vores påskevandring. Jesus korsfæstes og dør. Langfredag er mørk, voldsom, man har mest lyst til at vige uden om, skynde sig forbi korset. Dette ikke mindst i en krisetid, hvor der er så meget at forholde sig til, men langfredag kan ikke tænkes uden påskesøndag og påskesøndag ikke uden langfredag. Stod langfredag alene ville alt kun ende i et destruktivt intet. Her ville ekkoer af den kynisme og forråelse, der greb om sig, lyde rungende tilbage, som det, der alene har magt og har fået ret. I så fald ville vi være overladte til os selv - også alene med det, vi kan dømme os selv og hinanden for. Vi ville stå tilbage med skyld, skamfulde over de gange vi ikke lod det kærlige og barmhjertige få ordet. Vi mennesker begår fejl, sådan er det nu engang, sådan er vi skabt. Ingen kan overskue sin fremtid eller alle konsekvenserne af, hvad der gøres eller undlades. Selv i den bedste hensigt kan vi handle forkert.    Det kræver et vist mod at vove sig ind i langfredag, men forbigås den, ville vi næppe ane noget af omfanget af den kærlighed, vi alt til trods er elsket med, rummet af. Dette uudgrundelige, der stærkt og på så mange måder kom til udtryk gennem Jesus, Kristus, Guds søn. Korsets gåde, kaldes dette uudgrundelige også for. En vilje til livet for os og med os, hvor Jesus går så langt, et menneske kan gå, det er i døden.

Langfredags tekstlæsninger kan følges på flere måder Man kan læses lidelseshistorien, som den findes beskrevet fra alle de fire evangelier bag i salmebogen (DDS s.1314- 1330). Her får man hele fortællingen med fra skærtorsdag nat i Getsemane Have og til Jesus` død og gravlæggelse. Man kan også vælge at følge en evangelist, enten Mattæus, Markus, Lukas eller Johannes. Hver især har de deres betoning, men alle har de korset på Golgata som det centrale med anklageskriften, der hang over Jesus´ hoved ”I.N.R.I. ”Jesus fra Nazareth, jødernes konge”. Sådan lød anklagen, hvor Jesus blev taget som fjende af kejseren i Rom, af den romerske besættelsesmagt, derfor blev han dømt til døden. Dette skete på foranledning af de jødiske ledere, et slags justitsmord. Man ville af med Jesus og det håb og den tro hans forkyndelse vakte blandt mennesker. En forkyndelse af menneskeværd vi aldrig siden har kunne kommet uden om; en fastholdelse af Gud ikke kun som Jesus´ far, men alles far, som det lyder i ”Fadervor”. En far, hvor der ikke gives efter fortjeneste, ”noget for noget”, derimod ”nåde over al nåde”. Det er, hvad der løber som en rød tråd igennem de fire evangelier. Tilsammen har de syv korsord, der kaster lys over Jesus´ forhold til os og til Gud. Hos Lukas er der tre korsord, de er fremhævet i teksten, dem vil jeg kort komme ind på efter evangeliet.

Langfredag II. tekstrække

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas

Da de førte Jesus ud, greb de fat i en mand, som kom ude fra marken, og han hed Simon og var fra Kyrene; ham lagde de korset på, for at han skulle bære det bag efter Jesus. En stor folkemængde fulgte ham, deriblandt også kvinder, som jamrede og græd over ham. Jesus vendte sig om mod dem og sagde: »Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn! For der kommer dage, da man vil sige: Salige er de, som ikke kunne få børn, de moderliv, som ikke fødte, og de bryster, som ikke gav die. Da skal man sige til bjergene: Fald ned over os! og til højene: Skjul os!   For gør man sådan med det grønne træ, hvad vil der så ikke ske med det visne?« Også to andre, to forbrydere, førtes med ud for at blive henrettet sammen med ham. Og da de kom til det sted, som kaldes Hovedskallen, korsfæstede de ham og forbryderne dér, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side. Men Jesus sagde: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.«     Så delte de hans klæder ved at kaste lod om dem.  Og folket stod og så på. Også rådsherrerne gjorde nar af ham og sagde: »Andre har han frelst, lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Guds salvede, den udvalgte.« Også soldaterne kom hen og hånede ham; de rakte ham eddike og sagde: »Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv.« Der var nemlig sat en indskrift over ham: »Han er jødernes konge«. Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og sagde: »Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!« Men den anden satte ham i rette og sagde: »Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.« Og han sagde: »Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.« Og Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.«   Og det var nu omkring den sjette time, og der faldt mørke over hele jorden indtil den niende time, fordi solen formørkedes; og forhænget i templet flængedes midt igennem. Og Jesus råbte med høj røst: »Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.« Da han havde sagt det, udåndede han. Da officeren så, hvad der skete, priste han Gud og sagde: »Den mand var virkelig retfærdig.« Da alle de skarer, som var strømmet sammen til dette skue, så, hvad der skete, slog de sig for brystet og vendte hjem. Alle de, som kendte ham, også de kvinder, som var fulgt med ham fra Galilæa, stod og så alt dette på afstand. Lukas 23,26-49

Refleksion over langfredag og over de tre korsord På vej mod Golgata og ved korset drages vi ind i et virvar af foragt, kynisme og forråelse. Den eskalerer, som den slags ofte gør. Det ved vi fra historiens gentagelser, hvor man ofte bagefter har spurgt: ”Hvor var Gud, hvor er Gud?”  Det samme spørgsmål blev også stillet i en af koncentrationslejrene under II. Verdens krig. Fangerne var blevet beordret til at stille op på geled, en henrettelse skulle overværes, bl.a. af en ung dreng. Da han rædselsslagen blev hængt, hviskede den ene fange til den anden; ”hvor er Gud?”. Den anden fange svarede; ”kan du ikke se det? Han er hos drengen i galgen”. Et øjeblik ser denne fange et glimt af noget uendelig varmt og kærligt, der forbinder sig til den døende dreng. Han ser Guds elskede barn i galgen, den eneste værdige midt i alt det rå og meningsløse. Det er også, hvad vi gives at se langfredag med Jesus på korset. Han gik ind i lidelsen, ind i ensomheden, smerten og døden, for at gøre sig til ét med os, når vi er i den situation. Vi er m.a.o. ikke helt alene her, overgivet til os selv.  ”Ville Gud sin søns død?”, spørges der indimellem om. ”Hvorfor greb han ikke ind og frelste sin søn langfredag”? Det korte svar er, at vi har fået livet betroet, den frie vilje og det at herske. Hvordan vi vil bruge dette ansvar, denne indflydelse og magt, er op til os. Jesus valgte at sætte alt ind på sin tro på Guds kærlighed til os. Som Jesus vidnede om den, mens han levede, sådan fastholder han og beder til, at den fortsat må gælde, om vi vil det, om Gud vil det. Den vrede, foragt og forråelse, der kommer til udtryk langfredag er dog snarere menneskers vrede end Guds. Over for dette formørkede beder Jesus: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør! ”. Jesus fastholder det barmhjertige og tilgivende til det yderste. Han kunne have bedt om noget ganske andet, hævn f.eks., men sådan er han ikke til sinds. I dette stærke korsord kalder Jesus på Gud, kalder det tilgivende og forsonende frem i Guds væsen. Han beder om, at andet må få ret end det gengældende, straffende og hævnende. En bøn om tilgivelse og barmhjertighed, der kaster et nådefuldt skær over os mennesker, som dem, han står ved; alt til trods. I det lys er der næppe nogen tvivl om, hvad også vi kaldes til at gøre, netop til selv at satse på det overbærende og tilgivende, selv være barmhjertighedens og kærlighedens vidner. Et tredje spørgsmål, der ofte trænger sig på, er: ”Gives der nogen mening med det meningsløse, er der f.eks. mening at hente i lidelse og i død?”. Nej, der er ingen mening at hente der. I sig selv er det meningsløse rungende tomt. Det meningsgivende er kun at finde i det liv, der er delt, samt der og når vi i det hårde, mørke og meningsløse rækker ud og lader det varme og medmenneskelige gælde. Det er, hvad der sker her langfredag. Jesus rækker ud til den fortvivlede døende på korset ved siden af ham, der beder om at blive husket. Jesus svarer: ” I dag skal du være med mig i Paradis”! Det er også, hvad vi kan be´ om i vores dødsstund, f.eks. med ”vær hos mig, husk på mig”!    Til sidst på korset råber Jesus: ”Fader, i dine hænder betror jeg min ånd ”!   Jesus, denne Guds søn, betror alt hvad, han har stået for og kæmpet for i sin dybe tillid til Gud og i sin uudgrundelige kærlighed til os mennesker. Han gav sig selv helt og fuldt for os, så at anklage-skriften over os kan ændres til indskriften; ”De elskede, værd at give sit liv for”!  Om Gud så vil give dette ret, må vi vente med at høre om. Ja, som K.L. Aastrup skriver i sin salme, DDS 216 v. 9 ”Så er det da en nådes-sag, hvad der af mig skal blive, om Herren gør en påskedag og kalder dødt til live” Amen

Var vi i kirke denne langfredag, ville jeg bl.a. have valgt DDS nr. 200 ”Jesus er mit liv i live”, samt DDS nr. 192 ”Hil dig frelser og forsoner” og DDS nr. 216 ”Der venter bag langfredags nat”. Salmerne kan høres og læses på hjemmesiden: www.dendanskesalmebogonline

Selv vil jeg gå med salme 192 især v. 7 ”Du, som har dig selv mig givet lad i dig mig elske livet så for dig kun hjertet banker, så kun du i mine tanker er den dybe sammenhæng” 

”Må Herren velsigne dig og bevarer dig! Må Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig! Må Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!” Amen

Alt lyst og godt til jer på denne langfredag og i denne påske

Inger Merete Hansen, sognepræst ved Birkerød kirke