Skærtorsdag

Skærtorsdag


# Gudstjenester
Udgivet torsdag d. 9. april 2020, kl. 08:00
© Juan de Juanes

Skærtorsdag (2. tekstrække, d. 9. april 2020)


Evangelietekst:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. Og mens de holdt måltid – Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud – så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: »Herre, vasker du mine fødder?« Jesus svarede ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.« Peter sagde: »Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.« Jesus svarede: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.« Simon Peter sagde til ham: »Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!« Jesus sagde til ham: »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.« Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene. Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: »Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.« Joh 13,1-15

 

Kort prædiken:

Skærtorsdag er tilgivelsens dag. Den dag, der mere end nogen anden dag i kirkeåret, giver os frimodighed til at leve.

Det er den frimodighed som de to fortællinger, der hører Skærtorsdag til, vil give os: fodvaskningen og nadveren. Som nadveren vil det søndag efter søndag.

 

Skærtorsdag aften fejrer vi, at Jesus indstiftede nadveren, men det er altså ikke den fortælling, der er evangeliet i år. Her efter 2. tekstrække er det fortællingen om, at Jesus vaskede disciplenes fødder, vi hører.

 

Det er evangelisten Johannes, der fortæller os dagens evangelietekst om den sidste aften, Jesus levede. Og det pudsige er, at Johannes faktisk slet ingen har fortællingen om, at Jesus spiser det gamle jødiske påskemåltid med disciplene med i sit evangelium. Det måltid, der fik en helt nyt betydning, da Jesus sagde: ”Dette er mit legeme, og dette er mit blod”

 

I Johannesevangeliet indstifter Jesus ikke nadveren, for jødernes påskelam blev netop slagtet i templet, da Jesus dør på korset.  De lam, der om aftenen blev spist ved det jødiske påskemåltid. Sådan fortæller Johannes på sin måde, at Jesus er det nye påskelam, der slagtes for vore synder - det Guds lam, der bærer alverdens synd.

 

Vi står altså med de to begivenheder: Det fælles påskemåltid og fodvaskningen – og selvfølgelig er begivenhederne meget forskellige, men betydningen og meningen med begge handlinger er ikke så langt fra hinanden. Begge steder giver Jesus sig selv til os, som livets brød og vin og som slaven, der vasker os rene.

 

Og det kan nærmest føles som om, at det er for meget! At husets herre skal vaske vores fødder, og man forstår så godt Peters reaktion – ”Herre, vasker du mine fødder? Nej, aldrig i evighed skal du vaske mine fødder!”

Enhver, der selv har prøvet at være så hjælpeløs, at andre er nødt til at vaske én, kan glimrende sætte sig ind i Peters reaktion. Det kræver overvindelse. Og for nogle er det ydmygende. Men midt i alt dette er der en taknemmelighed for, at andre vil bære med og holde under – også der, hvor man ikke selv kan.

 

Da Jesus levede, var det, at vaske gæsternes støvede fødder, kun noget, som den yngste slave blev sat til.

Måske er Peters nej til at blive vasket af Jesus, også et forsøg på at værge sig mod den dybere betydning af fodvaskningen. At han godt ved, at man ikke kan vaske sig selv ren, i overført betydning, for synd og skyld! Det er noget, man er nødt til at tage imod fra andre - ydmygt og taknemmeligt.

 

For hvad er det i grunden, som kan gøre et menneske rent? Det er i al fald aldrig vore egne undskyldninger, men alene andres tilgivelse og overbærenhed.

 

Og den sidste aften Jesus levede, satte han sig på hug, tog et håndklæde om livet og vaskede disciplenes fødder - som en slave. For Jesus var ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.

 

Sådan er Skærtorsdag tilgivelsens dag. Den dag, der giver os frimodighed til at leve det liv, hvor ingen kan undgå at blive skyldige, når vi da ellers påtager os det ansvar, der hører med til at være menneske.

Og her fra Skærtorsdag tager det ellers fart. Jesus bliver forrådt om aftenen, og i morgen Langfredag bliver Jesus sat på et kors, hvor han udånder og dør.

Det er påskens fortælling. At Jesus døde - men for hvem?

For dem, der svigtede og forrådte - for os, der svigter og forråder livet og sandheden og hinanden. Påskens fortælling er, at han gav sig selv i den nat, da han blev forrådt. Påskens fortælling handler om, hvad kærligheden gjorde i den nat, da den blev forrådt. Til glæde, tilgivelse og velsignelse for os alle. Amen