Påskedag

Påskedag


# Gudstjenester
Udgivet søndag d. 12. april 2020, kl. 08:35

Påskedag (2. tekstrække, 12. april 2020)

 

Evangelietekst:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

”Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.” Matt 28,1-8

 

Prædiken

Som barn sang jeg i et kor, og en af de første sange jeg nogen sinde lærte – og som jeg stadig kan huske meget tydeligt – havde omkvædet: ”Jesus er opstået - hurra!” I mine barneøjne gav det opstandelsen en helt særlig betydning. Opstandelsen var ellers ikke sådan til at forstå – men hurra, det forstod jeg. Hurra er jo et ord vi ikke ofte benytter os af, men når vi gør, så mener vi det virkelig – som til fødselsdage, der i mine barneøjne var noget af det allermest spændende og vidunderlige der kunne overgå mennesker. Så jeg sang med på budskabet – Jesus er opstået, hurra – af mine lungers fulde kraft – og uden helt at kunne forstå det, fyldtes jeg af samme kriblen i kroppen som til fødselsdage. En boblende glæde, der kunne mærkes helt ud i fingerspidserne.

Men i dagens tekst er der ikke nogen der udbryder noget hurra. I påskemorgens evangelietekst kommer tre kvinder ud til Jesu grav. De er tyngede af sorg, for de har netop mistet én de holdt af. Jesus er død, og de ved endnu ikke besked om opstandelsen. Man kan derfor kun forestille sig, at de er gået med tunge skridt mod graven, hvor de så møder englen. Og den siger nu en gang ikke ”Jesus er opstået – hurra.” Den siger i stedet: ”Frygt ikke!” til de bange kvinder.

Og ”frygt ikke” er måske også nærmere de ord jeg selv fik brug for, som jeg blev ældre. For det blev sværere for mig at synge lige så overbevisende med på ”hurra”. Nu vel, jeg voksede også fra børnesangene, men selve følelsen – den boblende glæde over opstandelsen blev svær helt at stå inde for. Der var mange ting i livet, der ikke umiddelbart var til at råbe hurra for – mange situationer, der virkede håbløse og formålsløse – jeg lærte, at meget i livet gav knubs – at folk kunne rammes af fortvivlelse og ensomhed, sygdom, opgivelse og frygt.

Og dér, i de svære stunder i livet, der fik jeg brug for ordene ”Frygt ikke”. I skyggesiderne af vores liv har vi mennesker nemlig brug for opstandelses-håbet! Ikke blot den sorte tomhed i graven, men beskeden om, at han er opstået – han er gået i forvejen. Det eneste som kan overvinde vores sorg og vores indfiltrethed i fortvivlelsen det er troen på, og håbet om at Guds magt har overvundet døden. At Gud har sparket dødens porte op, så lyset fra påskesolen kan vælte ind – ikke bare af sprækker og revner, men som en eksplosion, der blæser dødens mørke væk i et åndedrag. Så grum og mørk Langfredag er, ligeså lysende klar og overvældende er påskedag.

Lige netop denne vished, er påskens – og kristendommens allervigtigste budskab. Det er den begivenhed der har så stor betydning – og derfor er det også synd, at den kristne påskefejring er lidt overset. Der er selvfølgelig både påskeferie og gækkebreve, påskeæg og kyllinger, men det er sjældent man ser ”påskelandskab” eller ”korsfæstelsesspil” i folks hjem – det er lige som om, det er lidt mindre socialt acceptabelt at have påskepynt end f.eks. julepynt. Men tænker man over det, er det jo heller ikke lige så stuerent – en død mand på et kors – i forhold til en baby i en stald. Måske er det derfor, vi ikke er ligeså gode til at fremvise påskebegivenhederne på samme måde. Det gør lidt for ondt, at skulle tænke på.

I tegneserien Menneskesønnen, som jeg nogle gange har brugt til konfirmandundervisning fordi den med sine smukke billeder udtrykker mere om Jesu liv, end vore ord nogle gange helt formår – i den indledes der med en overvejelse over netop samme problemstilling. Dér, på første side, er der et billede af et kul-sort kors, og ganske langsom ”zoomes der ind”, så det sorte til sidst fylder hele billedet. Imens står der: ”Mærkeligt, at vi valgte korset, som det symbol der samler os” ”Det er naturligvis let at genkende. Det er en enkel form, med rene linjer… Ja det er nærmest… smukt. Så smukt, at man næsten glemmer, HVAD det er.” Og det har forfatteren til tegneserien jo egentlig ret i. Korset, der er blevet et logo – eller et symbol på hele den kristne tro og kirke, er jo faktisk en konstant påmindelse om noget så smertefuldt som tortur og lidelse. Et billede på vores frelsers pinefulde død. For korset er en henrettelsesmetode – og hvorfor skal vi så bære det om halsen? Eller døbe vores små børn til det? Eller fremvise det gladelig i kirker og hjem verden over?

Her i påsken bliver vi mindet om lige netop vigtigheden af det kors – budskabet om, at uden Jesu død langfredag var der ingen opstandelse påskemorgen. Med – og på grund af disse begivenheder får vi lov at leve med lige netop opstandelseshåbet. Med ordene ”Frygt ikke” rungende i vores indre. Med håbet om, at han baner vejen for os. Og måske lige netop derfor afsluttes også tegneserien med helt omvendt fortegn. På den sidste side er der et helt hvidt kors, formet som Jesus selv med udslåede arme -  og her zoomes der langsomt ind på Jesus, der umiddelbart kun består af lys. Helt tæt, så det sidste billede er et overvældende – blændende lys. I den eksplosion af lys giver Jesus sig til kende for os, som den første opståede af mange. Ligesådan er også englen påskemorgen i tegneserien portrætteret helt hvid – og er til sidst kun en overvældende mængde af hvide fjer, der lyser op i gravens sorte mørke. Sådan er budskabet. Jesu død og opstandelse kan kaste lys over skyggerne i graven.

Når vi mennesker i vores voksenliv konfronteres med døden – f.eks. i mødet med en meget alvorlig diagnose – er det nok en sjældenhed, at nogen har lyst at råbe hurra. Vi håndterer selvfølgelig alle sammen døden og sygdomme forskelligt – nogen fortrænger det, og lever helst i uvidenhed – nogle bliver vrede, og føler, at det er ganske uretfærdigt, – men der er utroligt nok også en hel del, som reagerer med håb, selvom alt i grunden virker håbløst. Håbet kan godt trives og bo i mennesker sammen med visheden om den snarlige død. Det er helt forunderligt. Selvom man ikke fornægter realiteten, så håber man alligevel. Og det må simpelthen være fordi der findes et håb, der rækker ud over døden! Et håb om lys og liv på den anden side – en tro på, at de ord englen siger påske morgen – ”Frygt ikke” – de ord kan man godt stole på.

Opstandelsestroen kan man altså trække med ind i sin nutid – ind i både de gode og dårlige stunder. Guds kærlighed til os er så stor, at han er med os her og nu. Guds nærvær er her hos os, fordi hans søn, Jesus Kristus blev til et menneske og levede – men også fordi han led og døde – og til sidst opstod for os.

Følelsen, der var så svær at finde – ordene: ”Jesus er opstået, hurra” – den undren og kriblen i kroppen og glæde der bobler over i sindet, den finder jeg altså alligevel tydeligt tilstede påskemorgen – en morgen, hvor himlen ofte er klar og blå, hvor solen sprænger alle synets grænser med stråler der lige akkurat luner os. Påskemorgen er som opstandelsens morgen, hvor håbet er lysegrønt, og vi med barnetro kan sige hurra. Amen