3. søndag efter påske

3. søndag efter påske


# Gudstjenester
Udgivet søndag d. 3. maj 2020, kl. 08:00
© Sam Dellaporta on Unsplash

Tekst og pastorale tanker til 3. søndag efter påske 2020 (2. tekstrække)

Kære menighed

Tiden mellem påske og pinse er som en vandring. Hver søndag har sit fokus på, hvad der er for en virkelighed, der med påskens opstandelse er blevet del af vores. En vandring, der kaster lys over, hvem Jesus var og er, dermed også på hvilken måde han er med på vores livsvandring. Sidste søndag hørte vi, at Jesus er som en hyrde, i dag får vi at vide, at han er vejen, sandheden og livet. For så vidt en enkel udtalelse, men som rummer betydning og dybder, vi nok aldrig helt bliver færdige med. For med disse ord peges på, hvad Jesus stod for, viste og vidnede om, netop at vi er del af en større, livgivende sammenhæng. En kærligt rummende sandhed hvert menneske er omfattet af, og som vi opfordres til at leve, spejle og give videre ude i verden. En opmærksom måde at forholde sig på og være tilstede over for vores medmennesker undervejs gennem livet, hvor der gives plads til at standse op, lytte, hjælpe og række ud. Ikke uden grund blev den tidlige kristendom ganske enkelt kaldt for vejen.                                                                                                     

Vej/livsvej
Ordet ”vej” bruges tit til at beskrive andet og mere end blot en konkret vej. Vi kender det også fra spørgsmålet, ”hvad er der i vejen”? Flere eksempler er der, vej-metaforikken er rig.  Menneskelivet sammenlignes også ofte med en vej. Ikke en vej, der går i en lige retning fra fødsel og til død, heller ikke en vej som den flersporede motorvej, hvor det kun handler om at komme hurtigst muligt frem fra et punkt A til et punkt B. Livsvejen er snarere snoet, den bevæger sig gennem højdedrag, undertiden på det jævne, hvor alt synes oplagt og lige til. Pauser vil der også være her. Vigtige pauser til at tænke over, hvor vi i grunden er på vej hen eller så til lige at finde ro, blive tanket op, ikke kun fysisk, kropsligt, men også åndeligt og sjæleligt. Til andre tider går vejen gennem dybe dale måske forbi rislende bække eller så gennem mørke passager. 

Uforudsigelig er vejen også, intet menneske kan overskue sit liv. Vejen kan pludselig slå et knæk og vi sættes i en standsning. Det er sjældent særligt behageligt, men selv i sådanne standsninger, kan forbavsende nyt vise sige. Vi hører f.eks. om Moses, der blev standset, da han vogtede får og geder i ørkenen. Pludselig stod en tornebusk i flammer, hvori Gud gav sig til kende som værens- magten med et ”Jeg er”. Han havde set sit folks lidelser og var klar til at hjælpe. Her fik Moses til opgave at føre sit folk til det forjættede land. 40 år fortælles der, at vandringen gennem ørkenen tog.  Det gør vores gennem corona-tiden næppe, men lidt længere tid end blot nogle måneder vil det nok tage. En ufrivillig standsning har vi været i, en ørkenvandring i egne rum og cirkler, men tid har der også været til at tænke over livet, hvad der i grunden gør det meningsfuldt, værd og sandt at leve. Her står det basale klart frem; det at mødes, udveksle, være i bevægelse, tage imod, give og række ud, være i social fysisk kontakt. Mange tanker er der også for øjeblikket om, hvordan vi bedst kommer videre nu, hvor samfundet er på vej til at lukke mere op. Det gælder forhåbentlig også kirkerne. Disse vigtige fælles givende opladningssteder både med samvær og i gensidig udveksling med salmer og Guds ord. Disse særlige steder, hvor vi rent fysisk kan opleve os rummet af det større end os, men vi må vist vente lidt endnu. Disciplene, vi møder i dagens evangelium, er også sat i en venteposition. Thomas og Filip er ængstelige for, hvordan fremtiden vil blive nu, hvor Jesus skal til at gå bort. En ret så ubehagelig standsning for disciplene. Sorg og afmagt indfinder sig, usikre er de nu, hvor de selv skal til at gå vejen. Prøv at læse Jesus´ svar til Thomas og Filip. Måske der er noget givende at hente der også i en corona-tid.                                                                                                                                          

III. søndag efter påske II. tekstrække 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:  Jesus sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer?    Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.«  Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.« Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.« Johannesevangeliet 14,1-11.

Refleksion/kort prædiken   

Disciplene er sat i en brat standsning, Jesus skal bort og deres veje skilles. Uro og ængstelse griber dem, ligesom vi også kender til, når det velkendte brydes, og vi selv skal til at gå videre. Her bringes også vi i en standsning, hvor der må gives tid til at finde ind til essensen af det levende og meningsfulde, der blev delt og udfoldet. Det må integreres, tages til hjerte, så også vi kan bringe det med os og give det videre ude i det, der står for at skulle leves. Det tager sin tid. Mange tanker, følelser og stemninger er der også forinden; hvordan kommer man overhovedet videre, vil livet nogensinde vise sig meningsfuldt igen? Det er ind i dette usikre og rådvilde Jesus taler.  Først og fremmest vil Jesus lade dem som os vide, at vi ikke lades alene. Jesus går bort for at gøre en plads rede for os. Derpå vil han vende tilbage, tage os til sig, for hvor han er, skal også vi være. Vi er målet for hans liv. Så alt strander ikke i et mørkt, meningsløst intet, der gives mere at håbe  på, ikke kun engang, men glimtvis allerede nu.  ”Hvor jeg går hen, der kender I vejen”! siger Jesus. Det lyder noget abstrakt. Thomas spørger da også efter en konkret retning, men i Jesus´ svar peges der derimod på en måde at forholde sig på, være tilstede i livet undervejs. Det gøres i kendskabet til det, Jesus stod for og viste og i at være det tro. Midt i al usikkerheden får disciplene en livsopgave. Den består i selv at leve det kærlige og anerkendende, de havde set og hørt, oplevet og mødt gennem Jesus, hvor hvert menneske havde og har ubetinget værdi, er elsket af Gud. Det er vores dybeste sandhed, det er ganske enkelt Sandheden i kristen forstand. At holde sig til den, vidne om den gennem ord og handlinger, er, hvad kristenlivet drejer sig om, det er selv at gå vejen. Det lyder fra ham, der selv er vejen, sandheden og livet. På den vej vil disciplene heller ikke gå alene, for netop ved at følge det, Jesus stod for, følge hjertets fordring og kald, vil de som vi vandre i samme ånd, ligesom disciplene før gjorde sammen med Jesus. Det er den livsopgave disciplene betros, der samtidig også er den, der kan bringe dem meningsfuldt videre. Det gælder også os i standsninger og brydningstider. Her opfordres vi til at have det levende og medmenneskelige for øje, hjælpe og række ud, hvor vi nu kan og under de forhold, der lige p.t. er. Det være sig, om det er ved telefonopkald, havemøder i behørig afstand eller så ved at lægge vejen forbi med lidt glædeligt til den, der har det svært. Det er i dette gensidige fælles og udvekslende, at nyt kan blive til også i standsninger og ventepositioner. Det er, hvad mange også viser nu, hvor vi er blevet anderledes klare og bevidste om, hvad der i grunden gør livet nært, vigtigt og sandt. Spørgsmålet er, hvordan vi så vil bevæge os videre, når samfundet åbner helt. Vil vi hurtigt være tilbage på motorvejen, skynde os fra et punkt A til et punkt B, eller vil vi bevæge os lidt mere langsomt? Vil vi give pauserne mere rum og hinanden mere tid, vil hjælp, nærvær i gensidig udveksling få større prioritet? Det bliver spændende at se. Men at vi roligt og tillidsfuldt kan vandre i den ånd, være tilstede på den måde Jesus viste os, det er, hvad vi i dag får ord på. ”Frygt ikke, vov det blot!” siges der mellem linjerne. Det er blevet mere at håbe på. ”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger. Her er plads til alle, der vil det. Vi er blevet målet for hans liv, stedet hvor nyt skal vise sig og folde sig ud, her kan ingen undværes. Det gælder både på livsvejen, og når vi engang kommer til vejs ende. Her vil nyt gådefuldt åbne sig, som der peges på med opstandelsen. Hvordan og hvorledes det så bliver, det må vi vente med at se. Amen

Var vi i kirke i dag, ville jeg bl.a. have valgt DDS 379 ”Der er en vej, som verden ikke kender”, DDS 613 ”Herre, du vandrer forsoningens vej” og DDS 371 ”Du fylder mig med glæde”. Salmerne kan høres og læses på hjemmesiden: www.dendanskesalmebogonline

Alt lyst og godt til jer De bedste hilsener Inger Merete Hansen, sognepræst ved Birkerød kirke

Der er flere, der finder stor glæde ved den keltiske velsignelse på deres livsvandring. Den er hermed givet videre:

Må Herren være foran dig for at vise dig den rette vej. 
Må Herren være ved siden af dig for at følge dig på vejen. 
Må Herren være bag dig for at holde din ryg fri.                                               
Må Herren være under dig for at gribe dig, når du falder. 
Må Herren være i dig for at fylde dig med sin Ånd.                             
Må Herren være omkring dig for at bevare dig fra alt ondt.
Må Herren være over dig for at velsigne dig.                     
Så være du velsignet af Gud Fader, Søn og Helligånd.
Amen