4. søndag efter påske

4. søndag efter påske


# Gudstjenester
Udgivet søndag d. 10. maj 2020, kl. 08:00

Tekst og pastorale tanker til 4. s. e. påske 2020 (2. tekstrække)

Kære menighed.

Der bliver ikke nogen videohilsen fra mig i denne omgang. Jeg har gerne villet vente på de officielle udmeldinger fra regeringen – for det kunne være så dejligt, hvis jeg kunne skrive: ”Vi ses snart!”. Det kan jeg på sin vis måske. Men der er stadig meget, der står hen i det uvisse. Folkekirken har fået lov til at åbne op fra d. 18. maj, men det vil stadig være under de nuværende forsamlingsregler – regler, der først ser ud til at blive ændret i tredje fase fra d. 8. fase, hvor de taler om at hæve forsamlingsforbuddet til 30-50.

 

Det er altså ikke lige om hjørnet, at vi atter kan blive samlet, som vi plejer. Men det er et lyspunkt, der er kommet til os. Snart bliver vi frie igen og kan indhente det fortabte forår.

Og apropos fri: Så er det faktisk, hvad Jesus taler om i dagens evangelietekst. Her taler han om bundethed og frihed. Det er evangelisten Johannes, der skriver teksten til i dag, og han skriver:

 

Evangelietekst fra Joh 8,28-36:

Jesus sagde da til dem: »Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« Da han talte sådan, kom mange til tro på ham. Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.«

 

Teksten er stadig relevant for os. Især efter en uge som den, vi lige er kommet igennem.

For i mandags var det den 4. maj. Og for 75 år siden lød det vidunderlige frihedsbudskab fra BBC: "I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvest-Tyskland og i Danmark har overgivet sig". Hele Danmarks befolkning festede til den næste morgen. Efter fem års besættelse var Danmark atter frit. Folk hørte dengang i 1945 et vidunderligt frihedsbudskab. Det er ikke det helt samme frihedsbudskab, som vi fik givet af statsministeren i denne uge, men så alligevel.

I dagens evangelium har vi også hørt et frihedsbudskab: "Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer fri.  – Hvis  ... Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie."

 

        Men hvad er frihed egentlig? Vi synes jo – lige som farisæerne dengang – at vi allerede er frie. Vi har ikke brug for, at nogen skal komme at befri os! Vi bor i et frit samfund. Vi er vores egne herrer! Vi er frie til at tænke, tro og handle, som vi har lyst til! Spørgsmålet er så bare, om det virkelig er frihed, når det kommer til stykket. Gang på gang ser vi jo, hvordan mennesker midt i al denne såkaldte frihed bliver bastet og bundet, f.eks. af alkohol, narkotika eller spillelidenskab/ludomani.

 

Der er som regel ingen, der vil indrømme, at de ikke er frie. Selv de, der ikke kan lade være med at drikke sig fulde hver dag, eller som skal have deres stof hele tiden, vil påstå, at de selv er herrer over det. De kan sandelig godt styre det. De kan da holde op når som helst. Men det er bare ikke så let. Man tror, man kan blive fri, – så længe man ikke prøver på at blive det.

Ægte frihed har vi kun, når vi er bundet på den rigtige måde. Det kan ved første øjekast lyde meget mærkeligt, at man skulle være fri ved at være bundet. Men sådan er vi mennesker. Vi er altid bundet til et eller andet. Derfor er det godt at være bundet til noget godt! Vi er virkelig frie, når vi er bundet til den Gud, som elsker os meget højt, og som har gjort alt for os!

Det er lige som drengen, der havde fået en drage, som han selvfølgelig skulle ud at prøve. Det var et rigtigt blæsevejr den dag, så han fik hurtigt dragen højt op i luften. Så fik han den idé, at dragen skulle endnu højere op. Den skulle være endnu mere fri! Den var jo bundet af snoren! Derfor tog han sin kniv og skar snoren over for at sætte dragen i frihed. Men da han klippede snoren over, faldt dragen uhjælpeligt til jorden! Den var fri til at flyve, så længe den var bundet. Men da snoren blev skåret over, gik det galt!

 

Sådan er det også med os. Vi går og bilder os ind, at det er frihed, når vi klipper alle de snore over, som binder os til ting. Nogle kapper snorene til sin familie og venner – andre vælger at vende Gud og den kristne kirke ryggen. Men når vi kapper trådene til noget, kan vi opleve, at når disse snore klippes over, går det for alvor galt.

Mange magter ikke tilværelsen på egen hånd. Det, der ser ud som frihed, ender med at blive til lænker. Ofte ser man ikke, at man er træl. Man tror, at man er fri. Man gør, hvad man har lyst til. Først når man forsøger at lade være, opdager man, at man er nødt til at gøre, hvad lysten vil - imod sin egen vilje. Det gælder ikke bare alkohol, men også andre former for afhængighed: porno, hash og andre rusmidler. Også grimme følelser kan beherske et menneske: misundelse, bitterhed, had og hævn. Vi kan ikke selv gøre os frie af disse ting.

Men alle dine ting hører vi om søndag efter søndag. I kirken ved vi, at disse ting findes – for vi hører om dem søndag efter søndag. Men stadigvæk kan vi være forbeholdne ved at tage ved vores næstes skulder, kigge ham ind i øjnene og sige: Hvad med at prøve at lade Jesus blive herre i dit liv. Overgiv dig helt til ham. Han vil tage herredømmet og derved frelse og frigøre dig fra syndens trældom. Han både kan og vil, hvis du vil.

 

Og det er en befrielse, hvis man tør at tage det skridt. Hvis man for en tid tør at erkende, at man er fuld af fejl. At man ikke magter alting selv. Så skal man ikke længere hele tiden forsvare sig, lyve for sig selv og for andre. For så drejer det sig ikke længere om, hvad jeg har gjort, og om hvad jeg ikke har gjort. Men nu drejer det sig alene om hvad Jesus, Guds Søn, har gjort. Det er en vidunderlig befrielse, når det går op for et menneske. Tænk at vi ikke behøver at forsvare os mod samvittighedens anklager! Vi må blot henvise til Jesus. Han har betalt både din og min håbløse gæld! Og selvom jeg inderligt forsøger at gøre det gode, så er det ikke alting, at det lykkes for mig. Og det er et vilkår for os mennesker, at det er sådan. Vi er ikke perfekte skabninger – og derfor må vi heller ikke forlange af os selv, at vi skal agere perfekte.

 

Og se: Det er frihed! Det er altså ikke troen på Jesus Kristus, som baster og binder et menneske på en trist og kedelig måde. Tværtimod! Hvis disse tråde klippes over, kan det gå helt galt for os. Men dér hvor vi virkelig får øjnene op for hvor godt det er at høre hjemme i den kristne kirke, være med til gudstjeneste og knæle ved alteret, dér gælder Jesu ord, som vi hører i dag: "Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie."

 

Frihed er at være bundet! Bundet til ham, der elsker os. Bundet til ham, der hang på korset for vores skyld Langfredag, fordi han simpelthen ikke kunne andet. For i ham er vi frie. Frie i kærlighed. Lad det være vores alles håb og trøst til, at vi atter kan mødes igen.

 

Må Gud velsigne jer alle! Og husk at mine kolleger og jeg selv naturligvis altid står til rådighed. Vi glæder os til, at vi snart ses!

 Christian Rubech Hartmeyer-Dinesen, sognepræst (kbf) i Birkerød Pastorat