Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Koncert med cellisten Ida Riegels

NOV
07

Koncert med cellisten Ida Riegels


Dato Søndag d. 7. november 2021, kl. 16:00
Sted Birkerød Kirke, Henrik Gerners Vej 2, 3460 Birkerød
Koncert med cellisten Ida Riegels

CD-release Koncert

Mød cellisten Ida Riegels til en ganske særlig koncert i Birkerød Kirke.

D 7. november kl 16.00 fyldes kirken af tonerne fra Ida Riegels' hjemmebyggede cello.

På programmet er værker af J.S. Bach og Idas egne kompositioner for solo cello, som netop er udkommet på hendes debut CD, 'Cello Stories'.

(Efter koncerten bydes på en forfriskning og der vil naturligvis også være mulighed for at købe Cd'en og få en snak.)

Ida er blevet kendt for hendes lange koncertture på cykel, og siger selv om hendes musik: 

 

"Meget af min musik skriver jeg, når jeg er på turné.

Jeg bruger min cello som en slags musikalsk dagbog, hvor tonerne fortæller om oplevelser, der fascinerer mig, eller får mig til at undres.

I den forstand er stykkerne på min første CD et udvalg af musikalske dagbogsnotater fra mine rejser med celloen."

 

Undervejs i koncerten fortæller Ida også om musikken og om livet som cyklende cellist.

 

Ida Riegels er opvokset i Birkerød og uddannet ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Hun har turneret i både Danmark, Europa og USA, men også fjerne steder som Indien, Bhutan og Japan. 

I 2020 vandt hun DR P2's Ildsjælepris og hun medvirker desuden ofte i dansk og tysk radio og TV. 

På hendes debutalbum, der netop er udkommet hos Danacord, spiller hun på en cello hun selv har bygget fra grunden af. 

I det kommende år er hun inviteret til optagelsesprøve i Kvindelige Eventyreres Klub, bygger cello nr 2 og planlægger en turne i sigøjner-hestevogn.

 

“Jeg interesserer mig for det der sker mellem musiker og publikum. Hvordan lytteren er med til at give musikken liv.”

ida-riegels.dk