Ole Sarvigs salmer ved Julie Damlund

MAR
14

Ole Sarvigs salmer ved Julie Damlund


Lørdag d. 14. marts 2020, Kl. 10:00 til kl. 12:00
Mariakapellet
Julie Damlund
Gratis

Ole Sarvig er optaget i litteraturkanonen som vores store modernistiske digter. Sarvig beskrev sig selv som ”et religiøst menneske” og kaldte også, lidt nødtvunget, sin religiøsitet for kristendom. For Ole Sarvig kom det litterære arbejde i sansning og skrift altid i første række. Han skrev sig både ind i og ud af Bibelens billeder, og det skabende arbejde med Bibelens billeder blev i sig selv en vej til erkendelse.

Der bliver lejlighed til at synge et par af Ole Sarvigs sange og salmer, og sognepræst Julie Damlund guider tilhørerne ind i Ole Sarvigs univers. Ole Sarvig døde tidligt, men hans digte bliver i disse år bragt frem i lyset og bruges som salmer, fordi de taler ind i livet, som vi kender det på godt og ondt.

Vi skal bl.a. høre om Ole Sarvigs gennembrud ”Grønne digte”, der udkom i 1943. Samlingen rummer intense sansninger af den natur, som vi alle genkender. Men som altid hos Sarvig er der mere på færde. Naturen er på én gang oplevelse, billede, mytologi, kosmologi og eksistentiel kategori.

Ole Sarvig var tidligt ude med at påpege den menneskelige katastrofekurs i forhold til naturen – ikke for naturens skyld – men for menneskets skyld. For Sarvig hænger natur og kultur tæt sammen. Naturens fremmedhed og industrialiseringen af naturen er symptomer på kulturens og menneskets krise. De farvemættede og ekspressive digte fra den første digtsamling nuanceres i de senere digtsamlinger af mørke skygger fra krigens ødelæggelser og den kolde krigs atomtrussel.