Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Drop in-dåb

OKT
09

Drop in-dåb


Dato Lørdag d. 9. oktober 2021, Kl. 11:00 til kl. 14:00
Sted Birkerød Kirke, Henrik Gerners Vej 2, 3460 Birkerød

Drop in-dåb i Birkerød Kirke

Birkerød Sogns menighedsråd har arrangeret drop in-dåb lørdag d. 9. oktober 2021 fra kl. 11-14

”Dåben er den største gave, vi mennesker kan få!”, udtaler præsterne ved Birkerød Kirke. Og den gave har Birkerød Sogn sat sig for at dele ud til alle, der måtte ønske sig den.

Derfor afholdes der drop in-dåb lørdag d. 9. oktober 2021 fra kl. 11-14 i Birkerød Kirke. Dagen er en tænkt som festdag for sognet.

Derfor har menighedsrådet og personalet arrangeret, at der er børneaktiviteter på kirkegården, hoppeborg, harpespil i kirken og festlig fejring med bobler, kransekage og juice i Mariakapellet for alle. Derudover vil flere af byens spisesteder arrangere særlige dåbs-spiselighederne.

Det kræver ingen forberedelse for at blive døbt ved drop in-dåb. Du kan komme ind fra gaden og lade dig døbe. Dåben er jo netop en gave, og en gave er aldrig noget, man skal gøre sig fortjent til – blot række hænderne, eller hovedet i dette tilfælde, frem og sige tak.

Du kan finde flere oplysninger og svar på dine spørgsmål i nedenstående FAQ – ellers er du også meget velkommen til at kontakte en af sognets præster eller kirkekontor.

FAQ:

Er drop in-dåb for alle?
JA! Til drop in-dåb kan alle blive døbt. Dåben er lige stor en gave, om man er 0 eller 110 år.

Skal vi bo i Birkerød Sogn for at blive døbt til drop in-dåb?
Nej! Alle er velkomne

Skal vi bestille tid til en drop-in dåb?
Nej! Det behøver I ikke. I kan komme ind fra gaden og lade jer døbe – men ved I allerede, at I vil gerne vil døbes til drop in-dåb, må I meget gerne kontakte kirkekontor forinden på tlf.nr. 45 81 88 22, så kan vi have papirerne klar til jer.

Hvad skal vi sørge for til dåbsdagen?
I skal medbringe pas eller kørekort på voksne over 18 år, som ønsker at blive døbt. Ved personer under 18 år skal begge forældremyndighedsindehavere godkende dåben. Derudover skal I medbringe en seddel med følgende oplysninger:

•Ved dåb af personer under 18 år: Navne og adresser på min. 2 og max. 5 faddere. Faddere skal selv være døbt i den kristne tro, men behøver ikke at være medlem af folkekirken. Er der faddere under 18 år, skal de være over konfirmationsalderen.

•Ved dåb af personer over 18 år: Navne og adresser på 2 dåbsvidner. Vidnerne skal være fyldt 18 år.

 Er der ikke vidner med til dåben, kan personalet eller medlemmer af menighedsrådet være vidner.

Hvornår skal vi ankomme til kirken?
Der er drop in-dåb fra kl. 11.00-14.00 – og I bestemmer selv, hvornår I ønsker at ankomme.

Skal vi tale med præsten?
Ja. Forinden dåben har I en kort samtale med den præst, der skal varetage dåben.

Skal vi forberede noget til samtalen med præsten?
I skal ikke forberede noget til samtalen. Samtalen er en mulighed for, at I kan møde præsten inden dåben og tale igennem, hvad der skal foregå – samt at få svar på de spørgsmål, som I måtte have om dåben.

Må vi have gæster med?
Ja, I må meget gerne have gæster med til dåben. Der er arrangeret fejringsmuligheder i Mariakapellet, hvor I og jeres gæster kan fejre dåben.  

Må vores gæster tage billeder eller filme under dåben?
Ja, det må de gerne.

Får vi en attest med hjem?
Ja! Vores kordegn er med på dagen og sørger for, at alt papirarbejdet bliver ordnet med det samme.

Hvor kan man parkere?
Der er nogle få parkeringspladser ved siden af kirken. Derudover henviser vi til den store parkeringsplads ”bagved” Hovedgaden.

Jeg har et spørgsmål, som jeg ikke har fået svar på her?
Det er noget skidt – men det er der råd for! Tag fat i en af sognets præster eller kirkekontoret på tlf.nr. 45 81 88 22, så hjælper vi gerne.