Filmstudiekreds

Nu starter Birkerød Kirkes filmstudiekreds igen efter en lille pause.

 

Studiekredsen så dagens lys første gang i 1991, fordi præsterne Inger Merete Hansen og Jesper Strange så de muligheder, der ligger i at bruge film som et godt afsæt for at tale om etiske og eksistentielle emner. Siden har blandt andet præsterne Niels Jørgen Jørgensen og Christer Teilmann Damm stået for studiekredsen sammen med Inger Merete Hansen.

 

Anne Tovborg Broe og Anne Knudsen, som begge sidder i Birkerød Kirkes menighedsråd, har overtaget stafetten fra Inger Merete Hansen, der gik på pension i november 2024.

 

”I filmstudiekredsen ser man indholdsrige kvalitetsfilm lige fra de larmende morsomme til de dybt alvorlige. Bagefter får man sat ord på den oplevelse, man selv har haft og hører andres mening om filmen. Det er utrolig givende,” siger Mikael, der har været med i de sidste 15 år.

 

”Studiekredsen er åben for alle, og vi håber på, at dem, som har været med tidligere, kommer igen og at andre, som holder af se gode film og have meningsfulde samtaler, finder vej til studiekredsen,” siger Anne Tovborg Broe.

 

Studiekredsen finder sted i Birkerød Sognegård seks gange om året og indledes med en introduktion af aftenens film. Efter filmen drikker vi kaffe, mens vi først taler sammen om filmen i mindre grupper og derefter har en bredere fælles drøftelse.

 

Vores næste filmaften er torsdag den 24. april kl. 19-22 i Birkerød Sognegård.  
Denne gang viser vi filmen ” En mand som hedder Ove” fra 2015.  
Filmen handler om vendepunkter i livet, og Rolf Lassgaard har i et interview i anledning af hans 70 års fødselsdag sagt, at ”den i bund og grund handler om, at man ikke skal dømme folk på deres overfladiske handlinger, men lære dem at kende og åbne dem op som en kinesisk æske”.   
 
Lidt om filmen:  Ove er 59 år. Folk kalder ham bitter og en nabos værste mareridt. Men Ove er for helvede ikke bitter, bare fordi han ikke går rundt smiler fra morgen til aften! Men under huden på den rigide regelrytter findes en gribende skæbne og en stor sorg. Den dag, hvor den højgravide og temperamentsfulde Parvaneh og hendes familie flytter ind i rækkehuset overfor - og parallelparkerer lige ind i Oves postkasse – bliver begyndelsen på en morsom og rørende historie om værdien af kvalitetsværktøj, uventet venskab, kærlighed, herreløse katte og kunsten at bakke med en anhænger. 

 

 

OBS OBS OBS Den 24. april er sidste film i forårssæsonen. Der slutter vi af med rødvin og ost til 50 kr. Derfor skal du tilmelde dig til denne aften af hensyn til indkøbet på filmstudiekreds@gmail.com

 

Tilmelding: filmstudiekreds@gmail.com. Det er gratis at deltage.

   Næste filmstudiekreds