Tak for kaldet!

Da jeg så, at embedet som sognepræst i Birkerød var ledigt, var jeg ikke i tvivl om, at jeg måtte søge det. Og efter prøveprædiken og samtale var jeg så heldig, at menighedsrådet indstillede mig til embedet. Det føltes som en kæmpe gave at få givet – en gave, som både min mand Sigurd og jeg er meget taknemmelige for.

Om mig selv kan jeg fortælle, at jeg tog min teologi-uddannelse fra Københavns Universitet, hvor jeg flittigt benyttede mig af mulighederne for at læse i udlandet – jeg har således læst i Israel ved Haifa University, i Sverige på Lunds Universitet, i Grækenland på Aristotle University i Thessaloniki, og jeg var så heldig at få muligheden for at skrive mit speciale om Luthers opfattelse af døden på Det Danske Institut for Videnskab og Kunst i Rom, hvor jeg fik et stipendieophold for at kunne benytte mig af Vatikanstatens biblioteksressourcer. Foruden min teologiuddannelse har jeg også en bacheloruddannelse i jura og en konfliktmægleruddannelse, ligesom jeg er udpeget som bistandsværge for forvaringsdømte psykisk syge.

Jeg kommer fra et embede på Sydøstfyn, hvor jeg i de sidste år har været præst for tre sogne lige midt mellem Nyborg og Svendborg. Jeg holder meget af at være præst. Det er et privilegeret kald at få lov til at stå mennesker bi, når deres liv bliver stort – når et menneske skal bydes velkommen til livet, når man bevæger sig fra barn til ung, når kærligheden skal hyldes, og når man skal sige farvel til et menneske, som man har holdt af.

Et menneskeliv er dog ikke stort hele tiden, og det er lige så vigtigt for mig at være tilstede der, hvor livet er, som liv er mest: I hverdagen med rutinerne, pligterne og de små glimt af fylde. Der har vi som kirke også noget værdifuldt at bidrage med. I mit arbejde er jeg meget optaget af, at vi ikke skal føle, at vi er mennesker alene – vi er som mennesker skabt i et fællesskab: Et fællesskab med Gud – og hinanden. Og det er et fælleskab, der er værdifuldt, styrkende og opbyggende.

Jeg har således været meget optaget af de fællesskaber, der kan skabes i kirken – også de fællesskaber, der ikke nødvendigvis har sin oprindelse fra bænkerækkerne under søndagens højmesse. Jeg har arbejdet en del med kirken og unge, hvor jeg tidligere har startet en diskussionsklub for unge ml. 17-25 år, hvor vi diskuterede etiske emner. Det gjorde jeg, fordi jeg havde et ønske om at vise, at kirken også er et fællesskab, der har noget at give en, selvom man er ung.

Kirken er ikke kun bygget af hårdtbrændte, røde mursten og kampesten, der kan synes urokkelige – den er også i lige så høj grad bygget af ”de levende stene”, som Grundtvig formulerer det. Sten som vi hver især udgør, når vi tager del i fællesskabet. Og det er sten, der er bevægelige. Det er sten, som vi kan bygge hinanden op med, når vi vandrer igennem vores liv.

Jeg glæder mig meget til, at min mand Sigurd, vores lille tykke, sortbrogede hund Balder og jeg selv skal til at tage del i fælleskabet i Birkerød. Tak for kaldet!

Christian Rubech Hartmeyer-Dinesen, sognepræst