"Ingen andre steder end i ægteskabet er man så intimt og så forpligtende bundet til et andet menneske - med alle de glæder og alle de udfordringer, det fører med sig. Det er et beskyttet værksted, hvor færdigheder i næstekærlighed trænes. Her brydes min egen og den fælles historie og bliver vendt mod fremtiden, med et løfte og et håb. Her brydes mine forestillinger om, hvordan alting burde være - og er skabt til at være - med virkelighedens verden, hvor jeg igen og igen kommer til kort, men atter samles op."

For at blive gift skal man have en prøvelsesattest. Efter man har udfyldt og indsendt blanketten "ægteskabserklæring", som man kan få på Borgerservice, udstedes prøvelsesattesten af brudens bopælskommune. Attesten er gyldig i fire måneder fra udstedelsesdatoen og skal afleveres til kirkekontoret. Vielsen skal bevidnes af to vidner. Vidnernes navne og adresser skal ligeledes afleveres til kirkekontoret.

Ved alle handlinger i Birkerød Kirke, er fotografering kun tilladt ved ind- og udgang. Man er altid velkommen til - efter handlingen - at gå ind i kirken igen og tage alle de billeder man har lyst til, dog skal der tages forbehold for evt. andre handlinger samme dag.

Selvom man allerede er blevet gift på Rådhuset, kan man godt ønske at højtideligholde sit ægteskab i kirken. Der kan være mange forskellige grunde til at ønske en kirkelig velsignelse af sit ægteskab. Man er altid velkommen til at tale med præsten om sine spørgsmål og tanker i den forbindelse. Den kirkelige velsignelse har, i modsætning til en kirkelig vielse intet juridisk/borgerligt indhold. Det er derfor ikke nødvendigt med en prøvelsesattest. Til gengæld skal man forevise en borgerlig vielsesattest.