Tekst og pastorale tanker til I. søndag efter påske 2020 (2. tekstrække)

Kære menighed

Tiden og teksterne mellem påske og pinse er som en solopgang, der kaster lys over den større levende sammenhæng, vi med opstandelsen har fået del i. Opstandelseslivet med dens virkelighed, hvor Jesus opsøger de modløse disciple for at lade dem vide, at de, som vi, har uendelig betydning ikke blot nu, men til hver en tid, til evig tid. Forløsende, opløftende og frisættende er ordene, ligesom vi kender det fra de tidspunkter, hvor varme og kærlige ord nåede os dér, hvor vi følte os mest ensomme, trængte og tunge om hjertet.  Ord, der på deres særlige måde berørte os og lod os vide, at vi hører andet og mere til, end hvad vi først mente og havde sagt os selv på. Af samme væsen og karakter er det nærvær, Jesus bringer efter sin opstandelse. Han er i verden. Ord og nærvær, der kan være med til at give nyt håb og livsmod samt blik for det livgivende og kærlige, der er at finde og kan blive muligt, om vi satser os selv. Det er også, hvad mange gør i denne tid, hvor flere gør en stor forskel ude i verden, mens andre gør det derhjemme ved f.eks. at ringe op til den, der sidder alene. I dag med evangeliet møder vi disciplen Peter, der efter påske har genoptaget sit gamle arbejde, ligesom andre nu, men noget beklemt er han.

Forhistorie

Beklemt, tung om hjertet er Peter, han sad fast i sine svigt. Skærtorsdag aften havde Peter ellers lovet, at han var klar til at kæmpe for Jesus ind til døden. Til det havde Jesus kort sagt; ”før hanen galer i morgen, vil du have benægtet ethvert kendskab til mig tre gange”. Det holdt stik mod Peters forventning, stik imod det stærke venskab og de kærlige bånd, der ellers forbandt dem. Men det hele blev sat overstyr skærtorsdag nat. Angsten for egen sårbarhed, for selv at blive ramt, greb Peter, da Jesus blev taget til fange. ”Den mand kender jeg ikke”, sagde Peter, da han blev spurgt, mens Jesus et kort øjeblik så på ham, inden han blev ført ind til forhør. Hvem kender egentlig sig selv i ydresituationer, før end man er der? Angst og svigt kan pludselig tage over. Peters høje tanker og forventninger til sig selv faldt sammen som et korthus. En hård erkendelse at stå tilbage med, rystet var Peter. Kort efter påskemorgen viser Jesus sig som opstanden for de bange disciple, der skjulte sig bag lukkede døre. Overraskede, glade og forundrede bliver de, men Peter har næppe modet til at søge Jesus´ blik. Han stirrer ned i jorden flov og skamfuld, ligesom vi ville gøre i samme situation. Peter vil kun ét, komme væk, lægge afstand til det hele. Han ser ingen anden mulighed end at søge tilbage til den tilværelse, han havde før, han mødte Jesus, så han genoptager sit fiskeri.    Kort efter siger Peter til et par andre af disciplene: ”Lad os tage ud og fiske”! De tager ud på Tiberias sø om natten, men fanger intet. Ved daggry får en af dem øje på en mand, der sidder ved søbredden, han opfordrer dem til at prøve igen. Fangsten bliver stor, ”den ene af disciplene genkender Herren”, står der. Da Peter hører det, har han mest lyst til at forsvinde, synke i jorden, men det kan han jo ikke, så han kaster sig i søen. Til sidst dukker Peter op, våd og forkommen svømmer han i land. Imens har Jesus gjort alt klar, så de kan lave mad og spise. Ingen siger noget. Tavsheden brydes først, da Jesus henvender sig til Peter. Læg mærke til, hvordan og med hvilke ord:

I. søndag efter påske II. tekstrække

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:  Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!« Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!« Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes' søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.« Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!«. Johannesevangeliet 21, 15-19

Refleksion/kort prædiken

Jesus har tydeligvis opsøgt Peter, han har endda ventet på ham. Tænk at møde den, man i den grad har sviget. Hvor meget Peter selv har kunne spise der ved søbredden, er et spørgsmål. En klump i halsen har han sikkert også haft. Foruroliget bliver Peter sikkert også ved Jesus´ første ord. Han kaldes ikke længere for Peter, som Jesus ellers havde kaldt ham. Ja, han, der skulle være den klippe, Jesus ville bygge sit levende fællesskab, sin levende kirke. Nu kaldes han kun for ”Simon, Johannes søn”, som først da de mødtes i begyndelsen. Bliver Peter degraderet, eller bliver han blot set, som den han er? Et sårbart menneske med fejl og mangler, ligesom vi også ind i mellem.  Der er noget, der tyder på det, og dog på samtidigt som helt og aldeles godtaget, elsket. Det fremgår af spørgsmålene. Stille spørger Jesus: ”Simon, Johannes søn, elsker du mig mere end de andre?  Tøvende og bedrøvet svarer Peter: ”Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær”.   Til hvert af de tre svigt spørger Jesus ind. Han kalder den kærlighed frem, der før havde været det fælles levende og bærende. Det skal på ny blive stedet, hvor i de kan mødes. Mærkeligt nok følger der ingen vrede bebrejdelser, ingen ansats til hævn og gengældelse. Der siges heller ikke, ”beklager, dig er jeg færdig med”! Tværtimod betros Peter en opgave på hver af hans tøvende svar: ”Herre, du ved, jeg har dig kær”. En dyrebar opgave, der samtidig er en gave, der er åbenbart, trods alt, brug for ham. En stor opgave får Peter, han skal passe på dem, der har afgørende betydning for Jesus. ”Vogt mine får, vær hyrde, leder for dem”, siger Jesus.  Ret vildt! Hvem vil dog finde på at sætte en indbrudstyv til at vogte et hus eller en bankrøver til at vogte en bank? Men det er, hvad der sker her. Det er fuldstændig blottet for fornuft, i stedet vises der fundamental tillid. Ser Jesus virkelig mere i Peter end vi, der hører fortællingen? Mon han ser mere i os, end vi selv gør? Det er, hvad der peges på her. Jesus møder Peter med ubetinget tillid. Jesus ser ind bag parrader, facader. Han ser ind i Peters væsen, ind i hjertets dybe længsel og håb om, at andet levende, livgivende må gælde. Det er hvad, der kaldes frem her. Et møde og en kalden frem, hvor forundrende nyt viser sig og bliver til. Alt forandres, forløses og fornys. Sådan er det åbenbart at møde den opstandne! Der gives ny grund at stå på, i gensidig kærlighed og i tillid. Det er tilgivelsen i sin rene, helende og oprejsende form. Her gives vi, ligesom Peter, indblik i; ”at Guds hjerte er større end, hvad vort eget kan fordømme os for” (1. Joh. 3,20). Vores Skaber er ikke til sinds at opgive os, vi er derimod målet for hans liv, vi er stedet, hvor nyt skal blive til og folde sig ud. Det er sådan, at den opstandne nu møder Peter, og sådan vil han også møde os. Tillidsfuldt, kærligt, men også konfronterende med det selvforskyldte, vi kan sidde fast i. Dette netop for at nyt og mere livgivende kan kaldes frem, blive det fælles levende, bærende og gældende. Det er, hvad der sker for Peter. Opløftet, befriet og afklaret er Peter nu parat til at tage opgaven på sig. Han er klar til at blive den klippe, kirken skal bygges på. Han er klar til selv vidne om dette ubetingede, vi i Jesus´ øjne er kendt som; netop elskede, værdige til hans liv, værdige til selv at række ud, modtage og give det videre. Jesus rækker ud mod Peter, han siger: ”Følg mig”! Sådan lyder det også til os i dag. Amen

Var vi i kirke i dag, ville jeg bl.a. have valgt DDS nr. 249 ”Hvad er det at møde den opstandne”, DDS 321 ”O kristelighed” og DDS 235 ”Verdens igenfødelse”. Salmerne kan høres og læses på hjemmesiden: www.dendanskesalmebogonline

Bøn: Må Jesus´ nærvær og ord fylde dig med glæde
Må du gå næste uge opløftet i møde
i forvisning om
at der er mere lyst at håbe på
mere godt selv at give Amen

De bedste hilsener Inger Merete Hansen, sognepræst ved Birkerød kirke